En sværere del af ethvert sprog er grammatikken. Den italienske er dog ikke overdrevet svær, men der er som regel alligevel en del at tænke over, når den skal benyttes. Her kan du slå de mest brugte uregelmæssige verber op, samt se, hvordan de regelmæssige fungerer. Derudover vil artiklen vise dig, hvordan du sætter et verbum i de italienske datidsformer, passato prossimo, imperfetto og trapassato prossimo (bare rolig, det er ikke så indviklet!).
Denne har artikel har fokus på udsagnsord. Hvis du vil lære om andre grammatiske ting kan du se på disse indlæg:
– Bestemte og ubestemte artikler
– Navneord og tillægsord
– Ejefald
Sådan virker de regelmæssige verber i nutid
På italiensk findes tre forskellige slags verber. A-bøjninger, e-bøjninger og i-bøjninger. Du finder dem ved at finde det tredjesidste bogstav i navneformen på udsagnsordet.
F.eks. guardare. Dette er altså a. Et andet eksempel kunne være mettere. Dette er altså e.
Alle regelmæssige verber bøjes på samme måde.
a-bøjninger bøjes på følgende måde med eksempel i guardare:
(jeg) guardo
(du) guardi
(han/hun/det/De) guarda
(vi) guardiamo
(I) guardate
(de) guardano
e-bøjninger bøjes på følgende måde med eksempel i mettere:
(jeg) metto
(du) metti
(han/hun/det/De) mette
(vi) mettiamo
(I) mettete
(De) mettono
i-bøjninger kan bøjes på to måder: det kommer an på, om verbet har en lang eller kort bøjningsform. Aprire er et eksempel på en kort bøjning, mens capire er et eksempel på en lang bøjning.
Generelt kan du gå ud fra, at verber som ender på –ire vil være kort, hvis der er to konsonanter inden de sidste tre bogstaver, og langt, hvis der er en vokal.
Korte i-bøjninger bøjes på følgende måde med eksempel i aprire:
(jeg) apro
(du) apri
(han/hun/det/De) apre
(vi) apriamo
(I) aprite
(De) aprono
Lange i-bøjninger bøjes på følgende måde med eksempel i capire:
(jeg) capisco
(du) capisci
(han/hun/det/De) capisce
(vi) capiamo
(I) capite
(De) capiscono
Og sådan er systemet for ALLE regelmæssige verber. Husk blot at tjekke, om det er en a-, e- eller i-bøjning!
Noget andet, der er vigtigt at vide, er, at italienerne undlader at bruge jeg, du, han, hun, vi, osv. fordi endelsen på udsagnsordet fortæller, hvad der er tale om. Derfor hedder det “Guardo la TV”, hvis du vil sige “Jeg ser fjernsyn”, eftersom man ikke behøver at sige jeg (io på italiensk). Der er intet galt i at sige det, men det vil ofte være unødvendigt, hvorfor der ikke er nogen grund til at gøre det til en vane.
Uregelmæssige verber i nutid
Uregelmæssige verber har ikke et bestemt system. Derfor skal de ALTID slås op, inden man bøjer dem. De vigtigste kan du dog se her, og det er også ekstremt vigtigt, at man lærer disse:
essere (at være)
sono
sei
è
siamo
siete
sono
avere (at have)
ho
hai
ha
abbiamo
avete
hanno
Bemærk, at man ikke siger h på italiensk, så ho udtales bare som o.
stare (at have det)
sto
stai
sta
stiamo
state
stanno
fare (at gøre)
faccio
fai
fa
facciamo
fate
fanno
andare (at gå, at skulle noget, at tage et sted hen, udtrykker bevægelse)
vado
vai
va
andiamo
andate
vanno
Der findes en del uregelmæssige verber og jeg har lavet en oversigt over dem, som der er linket til nedenunder. Slå dem helst op i en ordbog eller her på Sprogbasen, hvis du kommer forbi et af dem – eller endnu bedre: Lær dem udenad!
Uregelmæssige verber på italiensk
Sådan laver du datid på italiensk
Der er forskellige datidsformer på italiensk:
Passato prossimo bruges ofte når en klart defineret handling skal angives, altså når man kender enten start, slutning eller varighed på handlingen. For eksempel: Sono stato in Italia per due settimane. (Jeg var i Italien i to uger). Passato prossimo minder meget om den danske før nutid.
Der er et hjælpeverbum, som er en form af enten essere eller avere i NUTID. Og det bøjes efter person. Essere bruges, hvis der skal udtrykkes bevægelse – ellers bruges avere som hovedregel.
Derudover er der en kort tillægsform af hovedverbet. Det bøjes anderledes end normale verber, så hvis du vil sige ”jeg har spist” bliver det til ”ho mangiato”. Bemærk endelsen. Vi har som sagt et hjælpeverbum – i dette tilfælde en form af avere – og en kort tillægsform af hovedverbet, ”spist”. Mangiare er en a-bøjning, hvorfor det bliver til mangiato. Det er kun endelsen, der skal skiftes, men det kommer som sagt an på, hvilken bøjning ordet har.
Kort tillægsform dannes således:
-are bliver til –ato
-ere bliver til –uto
-ire bliver til –ito
Eksempel: mangiare bliver til mangiato.
Bemærk i øvrigt, at mange e-bøjninger er uregelmæssige, når de skal laves i passato prossimo. Slå dem op eller lær dem udenad.
Passato prossimo dannes altså med et hjælpeverbum og en kort tillægsform af hovedverbet. Simpelt, ikke?
Jeg vil dog anbefale, at du ikke arbejder alt for hårdt med grammatikken i starten. Hvis du lærer de vigtigste ord generelt og udviser stor lyst til at lære sproget, så vil det meste komme naturligt med tiden. Fokuser altid på det vigtigste! Grunden til så mange elever ikke lærer sprog i skolen er fordi de bliver proppet med grammatik. Derfor, hvis du synes det er indviklet, tag det lidt af gangen og udvid din viden lidt efter lidt.
Imperfetto bruges til at beskrive, hvordan mennesker, ting, steder og situationer var i fortiden. Det er den mest rene datidsform på italiensk. Og den er super let at lære.
Der er intet hjælpeverbum som i passato prossimo, og hovedverbet skal heller ikke sættes i kort tillægsform. Der skal dog stadig laves en lille justering af udsagnsordet:
Cucinare (lave mad) bliver til
(jeg) cucinavo
(du) cucinavi
(han/hun/det/De) cucinava
(vi) cucinavamo
(I) cucinavate
(De) cucinavano
Leggere (læse) bliver til
(jeg) leggevo
(du) leggevi
(han/hun/det/De) leggeva
(vi) leggevamo
(I) leggevate
(De) leggevano
Igen er det altså nødvendigt at se på, hvilken slags bøjning det er, men det er ganske nemt. Efter at have set dette, kan du vel godt regne ud, hvordan en i-bøjning laves i imperfetto?
Essere er det eneste uregelmæssige verbum i imperfetto. Det ser således ud:
Ero
Eri
Era
Eravamo
Eravate
Erano
Dog er stammerne på fare og dire anderledes. Fac- og dic- er de stammer, som endelserne skal sættes bagpå, men det lærer man hurtigt.
EKSEMPEL PÅ IMPERFETTO: La casa era vecchia (huset var gammelt).