Tales i: Frankrig, Canada, Belgien, Schweiz m.fl.
Antal talere: 338 mio. (75 mio. som modersmål)
Alfabet: Latinsk
Sprogstamme: Indoeuropæisk (romansk)
Om fransk
Fransk er et sprog, der er meget attraktivt at lære. Ser man bort fra engelsk og tysk, er det uden tvivl det fremmedsprog, som flest danskere kan tale. Faktisk vurderes det, at over 10% af danskerne er i stand til at tale og forstå fransk.
De bedste grunde til at give sig i kast med at lære det er naturligvis, at det lyder godt, giver en speciel evne – fordel om man vil – og et bedre indblik i fransk kultur. At kunne kommunikere på flere sprog er smart på flere punkter, men fransk er i særdeleshed et godt sprog at lære, da det er meget udbredt, og vil klart kunne fremme arbejdsmuligheder og livsstilsforbedringer.
Ligesom spansk, italiensk, portugisisk og romænsk, kommer fransk fra latin og er dermed en del af den romanske stamme. Dog adskiller sproget sig lidt fra de øvrige nævnte; især med udtalen. Fransk er dog ikke decideret svært at lære sammenlignet med mange andre sprog. Det kræver måske en lidt større indsats end ved engelsk, tysk og spansk, men så stor er forskellen i sværhedsgraden heller ikke. Har man interesse i fransk, er der ingen tvivl om, at det er en rigtigt god idé at gå i gang med at lære det.
Rejser du til Frankrig er det nærmest nødvendigt at kunne tale sproget. Det er dog ikke det eneste sted, hvor fransk bliver talt, for også i Canada, Belgien og Schweiz er der områder, hvor hovedsproget er fransk – for ikke at glemme, at det franske sprog også stadig har et fodfæste i diverse afrikanske lande. Generelt har en stor del af den europæiske befolkning også fransk som L2 (andet fremmedsprog).
Så hvis du er interesseret i fransk kultur, gerne vil læse Baudelaire, Verlaine og Rimbaud på originalsproget eller bare er interesseret i romanske sprog – skal det nok blive sjovt og betydningsfuldt for dig at lære fransk.
På nuværende tidspunkt har vi ingen guide til fransk, men det skal ikke holde os fra at skrive artikler om fransk kultur – og det skal heller ikke holde læsere væk fra at se på generelle artikler om sprog. Indtil vi finder den rette person til at skrive en fuldendt guide til fransk, kan vi stærkt anbefale Duolingo; en app, der er meget effektiv til sproglæring, og som både kan findes på mobilen og i browser-version.