Computerspil er populære, og engelsk er som regel det sprog, der benyttes i dem. Betyder det, at man ved at spille computer kan forbedre sine engelskkundskaber? Svaret er efter alt at dømme ja.
Mange unge har i dag mere travlt med gaming, end de har med skolen – dog er langt de fleste danskere i dag rigtigt gode til engelsk. Vi får konstant sproget ind gennem ørene takket være netop computerspil, men selvfølgelig også i TV, på Internettet og flere andre steder.
Videnskab.dk publicerede en artikel, der fortalte at en del unge i en undersøgelse havde sagt, at de lærte langt mere af gaming end de gjorde i skolen. Og det er jo egentlig ikke så underligt, da det er en mere frivillig form for læring og sproget kommer ind til én i en underholdende form.
Hvorfor bliver man bedre til sprog af computerspil?
Det er ret indlysende – når man spiller står alt på engelsk, og det er også det sprog, man bruger som kommunikationsmiddel med de andre spillere.
For at forstå et spil ordentligt, er man også nødt til at forstå ordene. Dermed er det i mange computerspil nødvendigt at kunne det sprog, der bruges – hvilket jo ofte er engelsk. Som nævnt er gaming også en mere tiltrækkende form for læring end almindelig undervisning i et sprog, så det er bestemt ikke overraskende, at computer spil er en effektiv måde for unge til at forbedre deres engelsk.
Hvordan kan man udnytte dette faktum?
Der er selvfølgelig en grund til, at dette indlæg er skrevet. Sprogbasen forsøger altid at give læserne de bedste muligheder og teknikker for at lære et nyt sprog; og samtidig at gøre processen så sjov som muligt.
En læringsapp som Duolingo er flere gange anbefalet her på siden, og brug af den virker rigtigt godt. Men for at være helt ærlig, så tror jeg, at computerspil i det hele taget er en meget undervurderet måde at lære sprog på. Og ikke kun engelsk.
For i de fleste spil kan man jo ændre det sprog, der benyttes. Samtidig er det heller ikke altid kun engelsk, der benyttes til at skrive med andre spillere. Hvis man er i gang med at lære f.eks. fransk, vil det nok ikke være helt dumt at finde et af sine yndlingsspil frem og se, om det er muligt at ændre sproget til fransk (eller et hvilket som helst andet sprog, man har interesse i at lære).
Skriv et svar