En af de bedste måder at lære et nyt sprog på er ved at omgive dig med det. Det er dog temmelig svært, hvis du ikke befinder dig i et land, hvor sproget tales. Derfor har mange for eksempel svært ved at lære spansk, når de bor i Danmark.
Der findes dog en simpel løsning: Vi må udnytte medierne og forsøge at høre musik og se film, hvor sproget benyttes. Hvis du lærer spansk, er du så heldig med, at der eksisterer utroligt meget godt musik på spansk. Her vil vi komme med nogle forslag til kunstnere der har lavet lyrisk-baseret musik du kan lytte til, hvis du er i gang med at lære spansk.
Luis Alberto Spinetta
Formentligt den bedste sangskriver og musiker som benyttede det spanske sprog. Spinetta havde primært italiensk herkomst, men som argentiner var det spansk, der var hans modersmål. Han var medlem af adskillige bands – heraf Almendra og Pescado Rabioso – og tog inspiration fra flere store poeter og digtere.
Hele Spinettas liv var centreret omkring musik. Sammen med Charly García bliver han anset som faderen af argentinsk rock, men det var ikke kun rock, Spinetta skrev og spillede – han eksperimenterede meget med musikken og var inde over flere genrer.
Spinetta har en forsigtig og romantisk måde at udtale ordene på, og hans stemme bliver meget båret af instrumenterne. Resultatet er en fantastisk balance, og uden tvivl det mest kunstnerisk imponerende musik der nogensinde er skrevet på spansk. Spinettas fødselsdag er blevet en national fejringsdag for musikere i Argentina, netop på grund af hans store indflydelse. Hele hans bibliotek bør opleves, men især albummet Arnaud er noget særligt. Det første Almendra album er også fortrinligt.
Andrés Calamaro
Calamaro har været vidt omkring, og han er stadig super aktiv. Han fik sit store gennembrud som bandmedlem i Los Abuelos de la Nada, hvor han med hittet Mil Horas blev kendt i Argentina. Efterfølgende gik turen til Spanien, hvor han bosatte sig i Madrid og fik kæmpesucces i 90’erne som forsanger i gruppen Los Rodríguez. Calamaros solokarriere kom for alvor i gang sidst i 90’erne og i begyndelsen af 00’erne med vanvittige albums som Alta suciedad, Honestitad brutal, El salmon, og det fremragende live album Made in Argentina. Det mest prisbelønnede album kom endnu senere, da han udgav La lengua popular.
Han skrev Diego Maradonas yndlingssang Mi enfermedad, og blev senere nær ven af Maradona. Og i modsætning til mange sydamerikanske musikere som kun fik popularitet i Latinamerika, blev Calamaro også en stor succes i Spanien.
Hans genre er primært rock, men Calamaro har også eksperimenteret med andre genrer som pop, reggae og tango. Med sin lidt hårde og rå stemme kan Calamaro betegnes som en mere velsyngende kombination af Bob Dylan og Tom Waits. Han er en af de mest kreative lyrikere – de fleste sange omhandler kærlighed samt kulturelle forhold i Spanien og Argentina. Hvis du lytter nok til Calamaro, skal du nok lære spansk.
Gustavo Cerati
En af de mest ikoniske musikere er uden tvivl Gustavo Cerati. Han blev kendt i hele verden med sit band Soda Stereo, især efter hittet De música ligera blev udgivet. Selvom Cerati ikke skabte rock nacional genren, var det helt klart ham der definerede og forberede den.
Cerati var fra Argentina, præcis som så mange andre af de bedste spansksyngende kunstnere, men hans herkomst var italiensk or irsk. Han etablerede sig ikke kun som en af de bedste sangskrivere på spansk, men også som en af de bedste performere og som en genial guitarist. Under Ceratis lederskab blev Soda Stereo verdenskendt, og da Cerati senere gik solo, stod internationale artister i kø for at spille med ham. Den mest kendte optræden var med Rolling Stones ved River Plates stadium i Buenos Aires. Han modtog adskillige Grammy og MTV Awards dengang hvor det stadig betød noget, men hans liv blev forkortet efter han blev ramt af en blodprop og døde nogle år senere som 55-årig.
Både Soda Stereo samt Ceratis soloarkiv er værd at fordybe sig med. Han synger klart og højt, så det er nemt at få fat på de spanske ord og vendinger.
Fito Cabrales
Spaniens mest karismatiske og finurlige musiker er den lille, storrygende og hårdkogte Adolfo “Fito” Cabrales, der altid er klædt med sin sixpence på hovedet. Cabrales kommer fra Bilbao i Baskerlandet, men han synger på ganske almindelig spansk.
Fito havde en sær barndom, hvor han arbejdede i baren på sin fars bordel. Han var igennem et stort stofmisbrug, men det lykkedes senere at blive clean. Dog handler de fleste af hans sange om druk, misbrug, nattelivet og kærligheden, men med årene er han blevet langt mere varieret og synger sågar om hvad som helst.
Han har været medstifter af to store spanske bands. Fito fik sit gennembrud med bandet Platero y Tú og cementerede senere sit ry med bandet Fito & Fitipaldis, hvor han udgav mange af sine bedst skrevne sange.
Fito Cabrales spiller oftest rock og blues, men hans mest populære sange er meget pop-prægede. Sange fra begge hans bands kan anbefales. Mens han fokuserede mest på almindelig rock og hård rock med Platero y Tú, blev musikken mere nuanceret og sjælelig med Fito & Fitipaldis. Han er stadig aktiv med sidstnævnte band.
Alejandro Sanz
Den madrilenske singer-songwriter Alejandro Sanz er en af de musikere, som alle i den spansktalende verden kender til. I mere end tre årtier har han leveret nogle af de mest vellydende popsange på spansk. I modsætning til de øvrige musikere på listen havde Sanz altid fokus på sig selv som solokunstner og har ikke været medlem af nogle nævneværdige bands – om end han dog har lavet adskillige collabs med kendte popmusikere.
Han fik sit gennembrud i Spanien med sit andet album Viviendo Deprisa i begyndelsen af 90’erne. Det internationale gennembrud kom nogle år senere i form af udgivelsen Más. Midt i 00’erne strøg han til tops på de internationale hitlister med sangen La Tortura sammen med Shakira.
Sanz har imponeret som sangskriver igennem årene, og han har konstant formået at forny sig selv og sin stil, således at han altid har holdt sig relevant blandt unge lyttere. Han er den typiske spanske charmør, der har kombineret talentet med et attraktivt udseende. Rent musikalsk er de fleste af hans sange under kategorien Latin Pop, men Sanz har taget stor inspiration i Flamenco-genren. Derudover var mange af hans tidlige sange præget af blød rock. Han har leveret ballader gennem hele karrieren og fortsætter med det endnu.
Som spanskstuderende er det relevant at lytte til Sanz, da hans accent er et glimrende eksempel på talemåden i Madrid og i det meste af Spanien.
Skriv et svar