Milano er en kæmpe by, og derfor er der også meget sport at opleve. Hvad enten du vil se fodbold, cykling, motorsport, basket eller noget helt andet – så kan det med stor sandsynlighed findes i Milano. I denne artikel ser vi nærmere på, hvilke typer sport, du kan se, når du besøger Italiens næststørste by.
Fodbold
Fodbold er enorm populært i Italien, og særdeleshed Norditalien. Milano har også to store klubber – A.C. Milan og Inter Milan – hvorfor der er god grund til at tage til Milano, hvis du gerne vil se fodbold på allerhøjeste niveau.
De to Milan-klubber har godt nok været en smule skuffende på det seneste, men med store budgetter og kompetente folk i baggrunden, er der ingen tvivl om, at A.C. Milan og Inter snart er at finde i toppen af italiensk fodbold igen.
Klubberne har dog, uanset hvordan man vender og drejer det, store historier med sig – hver især. De har begge vundet det italienske mesterskab adskillige gange, for ikke at glemme de europæiske titler. Sammen med Real Madrid er A.C. Milan det hold, der har hentet flest mesterskaber ude i Europa.
Kampene for begge holds vedkommende bliver spillet på Giuseppe Meazza Stadium, også kaldt San Siro, hvor der er plads til mere end 80.000 tilskuere. UEFA har givet det fem stjerner, og det er uden tvivl et af de mest genkendelige fodboldstadiums i Europa. Helt klart en mulighed at tage derhen at se en kamp, hvis man er en tur i Milano og gerne vil se sport.
LÆS DESUDEN: De meste interessante italienske byer
Basketball
Basketball er faktisk ganske populært i Italien, og Milano huser et af de bedste hold.
Faktisk er der fire store klubber i byen, men det er Olimpia Milano, der dominerer. Med 26 italienske titler og 3 europæiske kan holdets succes ikke diskuteres.
Fodbold er altså ikke den eneste sport, der er stor i Milano – er du til basketball, kan det også opleves.
Formel 1
Lidt udenfor Milano, omkring 15 kilometer nordøst for byen, ligger Monza, hvor en af verdens mest kendte racerbaner ligger: Autodromo Nazionale Monza. Her køres der et Formel 1-race hvert år, som tiltrækker mere end 100.000 mennesker live, og flere millioner på tv-skærmen.
Her er de italienske fans som regel helt oppe at køre – især når Ferrari vinder. Formel 1 er noget, som italienerne går meget op i, og man kan være sikker på, at de røde Ferrari-farver vil være godt repræsenteret, når F1-feltet hvert år besøger Monza i september.
Monza er utrolig let at komme til fra Milano. Det kan gøres på få minutter via metroen, eller du kan tage en bus derhen – nogle gange er den offentlige transport gratis til og fra Monza, når Formel 1-løbet køres. Mange racerkørere, holdejere og kendte er også i Milano, når det årlige race køres.
Desværre er der dog snak om, at det sidste løb skal køres på Monza i 2016. Om det holder stik vides ikke endnu, men hvis det gør, så er det i den grad med at komme afsted og se løbet, mens det stadig køres på den legendariske bane.
LÆS DESUDEN: 5 fede seværdigheder i Milano
Cykling
Når vi taler om sport i Milano, kan cykling heller ikke ignoreres.
Giro d’Italia, et af verdens tre største cykelløb, slutter hvert år i Milano – og sådan har det været gennem de fleste år i løbets historie. Engang var det også traditionen, at det startede i Milano, men da der var stor efterspørgsel efter at være startbyen, begyndte den rolle at blive mere fordelt blandt de italienske byer – og senere hen også til udenlandske byer, såsom Herning, hvor etapeløbet blev indledt tilbage i 2012. Giro d’Italia køres primært i maj, samt nogle få dage i juni.
To store klassikere kommer som regel også forbi Milano. Italien er sammen med Belgien det eneste land til at huse to af de store monumenter i cykelsporten – Milano-San Remo og Giro di Lombardia (Lombardiet Rundt). Milano-San Remo starter naturligvis i Milano, og det er et forårsløb – et af de første vigtige løb i cykelsæsonen. Omvendt ligger Giro di Lombardia sidst på året, som regel i september eller oktober. Her kører man rundt på forskellige ruter i Lombardiet fra år til år, men løbet starter næsten altid i Milano, og slutter som regel lige i nærheden. Også et løb, der bestemt er værd at se – specielt hvis du i forvejen er vild med cykling, og helst vil have et af årets sidste løb at se live.
Øvrige cykelløb kommer naturligvis også forbi Milano, men hvis du vil have en helt store oplevelse, er det Giro d’Italia-afslutningen, Milano-San Remo eller Giro di Lombardia du skal se.
Diverse
De vigtigste sportsgrene, man kan se i Milano, er hermed nævnt, men der er selvfølgelig også andre, mindre typer af sport, du kan se i storbyen.
En af dem er amerikansk fodbold – Rhinos Milano er Italiens ældste hold og har haft stor succes. Det er dog et andet Milano-hold, Milano Seamen, der har været at finde øverst i den italienske football liga i de senere år.
Cricket kan også opleves. Milano har to hold, deriblandt Kingsgrove Milan, der vandt mesterskabet for nyligt.
Andre typer af motorsport kan også ses på Monza, altså i nærheden af Milano. Det var på den bane, at den danske racerkører Marco Sørensen havde et enormt crash i 2014 i Formel Renault 3.5-serien. Mange løb køres på Monza, men Formel 1 er selvfølgelig i fokus.
Forhåbentligt har du nu fået lidt mere mod på at se sport i Milano, når du besøger byen. I hvert fald er der lidt til enhver smag, og er man på udkig efter gode oplevelser, kan en tur til San Siro, Monza eller en cykeletape i Milano klart anbefales.
Tjek også vores guide til italiensk, hvis du skulle have lyst til at lære sproget.
Skriv et svar