Når man lærer et sprog kan det enten tage lang tid eller kort tid. Det afhænger af flere forskellige faktorer, og vi kommer her med en artikel, der redegører for dem alle.
Vil du gerne lære et sprog hurtigt og effektivt? Så er det godt, du er kommet til Sprogbasen. Her går vi meget op i hacks, læringsmetoder, motiverende tricks, stærke hjælpemidler og diverse andre ting.
Derfor har vi også brug for en overordnet artikel, der beskriver de vigtigste faktorer, således I læsere kan få den bedst mulige oplevelse med at lære et nyt sprog fra bunden.
De fem faktorer
1. Basal viden om sproget
Det første, man har brug for, er ganske simpel viden om et sprog. Dette kan man lære i løbet af en dag eller to.
Hvad er de mest benyttede ord? Hvordan siger man simple sætninger, som “Jeg hedder…” eller “Jeg er fra…”? Hvordan bøjes regelmæssige verber? Er der en bestemt måde at udtale enkelte ord på?
Denne information er som regel den, man finder på de første sider i en tekstbog om et specifikt sprog, eller det første man vil lære på et sprogkursus. Alt i alt simpel, men dog vigtig viden, der bygges videre på efterfølgende.
2. Gode materialer
Hvis du vil være dygtig til et sprog, er du nødt til at have de rette materialer.
Ønsker du eksempelvis at gå i gang med at lære fransk, så køb en læringsbog om det franske sprog, eller find en lang og højtvurderet videoserie om fransk på Internettet.
Netop på grund af Internettet er det i dag super let at finde gode materialer. Engang var det sådan, at tekstbøger og sproglærere var absolut nødvendige, men sådan er det heldigvis ikke længere. I dag kan du lære et sprog hjemme i stuen ved hjælp af computeren.
3. Gode metoder
Vi har skrevet om adskillige metoder til at lære et sprog her på Sprogbasen, så hvis du ikke har læst dem endnu, kan du kigge dig lidt rundt.
For at lære et sprog hurtigt og relativt smertefrit, er du nødt til at bruge de rigtige metoder – metoder, der lærer dig at fokusere på, hvad der er vigtigt, og ikke, hvad der er ligegyldigt. Læs vores artikel om Paretos princip for mere info.
Hvis du lærer et sprog på et kursus, på gymnasiet, på universitetet eller et helt andet sted, så vil du som regel have en underviser, der har erfaring med diverse metoder, og derfor vil du ikke skulle tænke så meget på det selv. Men lærer du et sprog hjemmefra er det en helt anden snak, og du er nødt til at finde en god fremgangsmåde.
4. Tal og lyt til sproget!
Vi har tidligere skrevet, at den bedste måde at lære et nyt sprog på, er at tilbringe tid i et land, hvor sproget bliver talt.
Og det står vi selvfølgelig ved – for selvom den basale information, de gode materialer og metoder i høj grad alle er nødvendige, er der intet, der kan erstatte reel erfaring med at være omgivet af et sprog. Ligeså snart du lytter til andre tale det (og gør det samme selv), vil alt vise sig at blive langt lettere.
Derfor: Tag et sted hen, hvor dit nye sprog bliver talt! Såfremt det ikke er en mulighed, kan du se film eller høre musik på sproget, og eventuelt finde nogle guides online, hvor egen bidragelse er vigtigt.
5. Hold motivationen oppe
Vi kommer heller ikke udenom begrebet motivation.
For man kan nemlig ikke lære et sprog på en uge. Heller ikke en måned, og sandsynligvis heller ikke to. Derfor er det rigtigt vigtigt, at du er i stand til at holde motivationen oppe over en længere periode. Der er ingen, der siger, at du skal studere i flere timer hver dag, men prøv i det mindste at lære noget nyt et par gange om ugen.
Et par gode tips til at holde motivationen oppe kan være at lære mere om den kultur, det land og de mennesker, sproget hører til – en rejse et par måneder frem kan også være god hjælp til at tage sig sammen og få de vigtigste ord memoreret. Der er mange måder at holde motivationen oppe på, og det er kun lettere, hvis du allerede fra starten har sat dig for, at du helt og holdent vil være flydende i det!
Skriv et svar